Siden begyndelsen (Genesis) er fænomener gået igen i spirallignende strukturer. Det historiske forløb er ikke lineært, men vrider sig i spirallignende mønstre, hvor fortiden altid er til stede i nutiden: det der opstår, går tabt, men genopstår i omformningen; Alt går igen, morfer, og bliver til nye former, og ud af disse dannes der sågar nye normer.
Synet på historien som en spirallignende struktur, der er i konstant udvikling, præger billedhugger Freja Niemann Lundrups kunstneriske praksis og i særdeleshed værket Spiralgenese, som hun har skabt til SkulpturOdense’21. Værket gennemsyres af historie helt ned til dets materielle udgangspunkt; en otte tons granitsten. Stenkæmpen er kommet fra nord med istiden. Den blev gravet ud af Davinde grusgrav i 80’erne og fragtet til Hollufgård af kunstnere. Her blev dens historie for alvor flettet sammen med stedets, da den blev indgraveret og placeret som velkomstskilt ved vejen. Dernæst flyttede man den til Sneglehøjen, hvor den blev parkeret og pensioneret i en årrække. Indtil den mødte Freja Lundrup. Hun tog den atter i brug nu som udgangspunkt for en ny skulpturel konstellation. Kunstneren ønskede at skulpturen skulle opføres netop der, hvor materialet var blevet placeret nærmest ved tilfældighed, ved den spiralformede Sneglehøj fra år 1760. Sneglehøjen er en ikonisk bygningsstruktur på Hollufgård, som blev brugt som en form for køleskab for flere hundrede år siden. Højen hvælver sig op mod himlen i en snoet form, der mimiker den man kender fra sneglens hus. Det er denne høj, der omgiver og smelter sammen med Freja Lundrups værk.
I sin helhed er værket en skulpturel formation, hvor den massive granitsten med de små mønstre og mærkninger, der er resultatet af Frejas arbejde med den, indkredses af en samling af mindre sten.
Disse sten har også en specifik historisk tilknytning til stedet, da de har været brugt i bronzealderhuset på Hollufgård. Det omfattende mønster som stenen ligger i, danner en spiral, som skaber en forbindelse til sneglehøjens, ligeledes snoede struktur. I en sammensmeltning mellem værk og omgivelser opstår der en såkaldt dobbeltspiral, en form som man finder på alle universets planer, store såvel som små: På det kosmologiske plan kender man den fra galaksernes form, men den er også formen på menneskets genetiske byggesten, DNA. Samtidig er den et kendetegn for de såkaldte trojaborge, som man blandt andet finder på Gotland. Borgene er en form for labyrintiske stensætninger, som formodentligt har været anvendt til forskellige rituel adfærd, bl.a. dans. Endelig er spiralen blevet brugt i filosofien, som et billede på menneskets tanke og erkendelses-processer.
Spiralen er en form i bevægelse, en form som rummer alle tre aspekter af tid; den rækker tilbage mod begyndelsen og fortiden, den rummer mennesket der hvor det står, i nutiden, og endeligt trækker den spor til fremtiden. Som en kraft, hvirvler spiralmønstre gennem historien, hvor de løsriver dele og elementer, som kastes fremad i tid og sammensættes og genbruges på ny. “
Af Ditte Tromborg, 2021
