UDSMYKNING
Autisme center, Bording skole
Borgergade 25,
7441 Bording
“Sten følger, bølger følger, form, norm
Alt på denne runde jord,
Er sammensat af dele, lille som stor,
Noget er fint og noget er ru,
Alt har sin plads præcis ligesom du.
Stenen på stranden er slebet i vandet,
Har gnedet sin krop hen over sandet,
Bølgen følger den op på stranden,
Hvor du kan finde den ligge blandt andet.
Nogle sten ender i lommer,
Andre sten har været centrum i blommer,
Og dem som er valgt her til din skole,
Kan bruges som både trappe og stole.
Dét er et lille forløb sat op hvor du kommer,
Med sten for store til at ligge i lommer,
Den ene er delt og har fået en trappe,
Man kan gå igennem, op og ned af bakke.
Videre på stien er fliser skiftet ud,
Granit i flere farver er sat skud for skud,
Og hvis man så følger formen helt ned,
Er formen en bølge og skvulper et sted.
Freja Niemann Lundrup, 2023
PRESSEMEDDELELSE, 24. Marts 2023
Ny kunstudsmykning til Bording
Billedkunstner Freja Niemann Lundrup har lavet udsmykningen ’Sten følger, bølger følger, form, norm’ til Bording Skoles nye bygning på Borgergade.
VELKOMMEN TIL AFSLØRING AF KUNSTUDSMYKNING ONSDAG 29. MARTS KL. 15.30 PÅ BORGERGADE 25, BORDING.
Freja Niemann Lundrups skulpturelle praksis kredser om ‘materiens reaktioner’. Med udgangspunkt i kroppen og fokus på påvirkning, håndtering, forståelse og vækst undersøges sammenhæng mellem ydre og indre forhold.
Tilbage i september 2021 blev billedkunstner Freja Niemann Lundrup inviteret til at komme med forslag til udsmykning til Bording Skoles nye tilbygning, hvor Bording Børnehave tidligere hørte til. I invitationen var et ønske om kunst, der skaber ro, i et afdæmpet udtryk både for børn og voksne ved indgangen til bygningen.
I en kombination af det rå og det forarbejdede har Freja Niemann Lundrup skabt et skulpturelt forløb, der leder børn og voksne fra ankomstområdet hen til indgangen til skolen. Materialerne er granit i forskellige farver; genbrugssten fra Filips Sten og Billedhuggeri’s koncept med CO2 neutrale genbrugssten og en stor granitsten hentet i en grusgrav i det midtjyske.
Freja har arbejdet med nogle stationer. Der er noget man kan sidde i, gå igennem, følge efter og være med. Værket handler om at være til med verden omkring sig. At det hele er forbundet. De helt naturlige rå sten, kombineret med det forarbejdede. Dét organiske overfor det ordnede, regelbundne og geometriske.
Begge dele af samme stof.
Begge dele af samme hele.